Baun slider og leger sig videre ved VM

Tine Baun åbnede tirsdag sin VM-kampagne i London ved at besejre Chan Tsz Ka fra Hongkong med 26-24, 21-7 i anden runde.

Femteseedede Baun, der sad over i første runde, haltede stort set efter sin modstander i hele første sæt.

Det danske medaljehåb, som vandt VM-bronze sidste år, måtte redde tre sætbolde, inden hun selv fik kæmpet sættet hjem.

Nedturen i første sæt så ud til at knække Chan Tsz Ka, og hun virkede desuden noget træt i andet sæt, hvor Baun dominerede på alle fronter. Bauns modstander i 1/8-finalen bliver den 13.-seedede koreaner Sung Ji Hyun.

Til gengæld er damedoublen med Line Kruse og Marie Røpke færdig ved VM, efter at duoen i anden runde tabte til det syvendeseedede japanske par med 10-21, 18-21.

Danskernes spil var generelt præget af for mange fejl.

/ritzau/

Den danske badmintonstjerne Tine Baun måtte redde sætbolde i første sæt, inden hun gik videre ved VM i London.

Offentliggjort Sidst opdateret