Bayern bekræfter stjerneindkøb efter langt tilløb
Efter fire år hos Manchester City vender Leroy Sané hjem til tysk bold, hvor han skal tørne ud for Bayern München. (Arkivfoto) Foto: Michael Regan/Reuters
Michael Regan/Reuters
Leroy Sané kan efter lang tids rygter endelig kalde sig Bayern München-spiller, bekræfter klubben.
Den tyske storklub Bayern München bekræfter fredag på sin hjemmeside, at man henter den 24-årige tyske angriber Leroy Sané fra Manchester City på en aftale frem til sommeren 2025.
Det har længe været regnet for sikkert, at Sané skulle til Bayern, men den endelige aftale mellem klubberne er først nu blevet underskrevet.
Den tyske landsholdsangriber kom til Manchester City i 2016 efter at have slået igennem hos Schalke 04. Nu vender han altså tilbage til tysk fodbold.
- FC Bayern er en stor klub med høje målsætninger, og de målsætninger passer mig godt, siger han til klubbens hjemmeside.
- Jeg vil vinde så mange trofæer som muligt med FC Bayern, og Champions League er topprioriteten.
Det nåede han aldrig i sine fire sæsoner med Manchester City, hvor det seneste lille års tid blev ødelagt af en slem knæskade.
Allerede dengang var han på rygtebasis på vej til Bayern München, men knæskaden i august spolerede skiftet, som nu er blevet en realitet.
De afsluttende forhandlinger mellem klubberne fik et lille tvist, da Bayern på sine sociale medier henvendt til de arabiske fans var lige lovligt hurtige på aftrækkeren.
Her fik man præsenteret Sané i Bayern-trøje og det hele, inden aftalen var endelig.
Det blev den dog fredag morgen.
- Hans kvaliteter som spiller er uomtvistelige. Hans fart, tekniske kvaliteter og giftighed foran mål gør ham til en absolut topspiller, siger Bayern-direktør Oliver Kahn til klubbens hjemmeside.
Leroy Sané nåede at spille 135 kampe for Manchester City, hvori det blev til 39 mål og 45 assister.
Han kom sig over sin knæskade under coronapausen, men det er kun blevet til et indhop på 11 minutter i 5-0-sejren over Burnley for nylig.
Han blev skadet i Community Shield-kampen mod Liverpool tilbage i august.
Sané har spillet 21 landskampe for Tyskland og scoret fem mål for nationalmandskabet.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker