Bayern booker billet til Champions League

Storklubben Bayern München havde som ventet intet besvær med at kvalificere sig til gruppespillet i fodboldens Champions League.

Den tyske klub vandt returkampen ude over schweiziske FC Zürich med 1-0, og efter 2-0 hjemme i den første kamp går Bayern München videre med 3-0 samlet.

Mario Gómez punkterede reelt enhver spænding om det endelige udfald, da han scorede til 1-0 efter syv minutter af kampen i Zürich.

De svenske mestre, Malmö FF, kunne som ventet ikke vende 1-4-nederlaget fra udekampen mod Dinamo Zagreb til samlet sejr.

Returkampen i Sverige endte 2-0 til svenskerne, som dog manglede et mål for at gå videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

Den danske forsvarsspiller Ulrich Vinzents spillede hele kampen for Malmö FF.

Den tidligere FC København-angriber Ailton Almeida spillede en hovedrolle med to mål, da hans klub, Apoel FC fra Cypern, kvalificerede sig til gruppespillet.

Brasilianske Ailton scorede to gange i anden halvleg i Apoels sejr på 3-1 over polske Wisla Krakow, og Apoel er videre med samlet 3-2.

Polakkerne var bagud 1-2 på vej til at gå videre med flest udebanemål, men tre minutter før tid scorede Ailton for anden gang.

/ritzau/

Bayern München er som ventet klar til Champions League-gruppespillet. Tidligere FCK'er blev helt for Apoel FC.

Offentliggjort Sidst opdateret