Bayern gør sin pligt: Seks point op til Dortmund
Bayern München jagter det syvende mesterskab på stribe. Foto: Andreas Gebert/Reuters
Andreas Gebert/Reuters
Bayern München jagter det syvende mesterskab på stribe i Bundesligaen. Søndag blev det til 4-1 over Stuttgart.
Det tyske bundesligaguld er havnet hos Bayern München de seneste seks sæsoner, men i år rækker Borussia Dortmund ud efter titlen.
Før weekendens kampe var Thomas Delaney og co. seks point foran Bayern München, og sådan er det fortsat, efter at Bayern søndag slog Stuttgart 4-1 på hjemmebane.
Dagen forinden storsejrede Dortmund hjemme over Hannover 96.
- Det er en usædvanlig situation for os at være på andenpladsen, men vi bliver ved uanset hvad, siger Bayerns Leon Goretzka ifølge AFP.
- Vi vil blive ved med at vinde vores kampe, og så må vi se, siger han.
Bayern kom dog ikke frem til de tre point uden at blive udfordret. Godt nok kom mesterholdet allerede foran efter fem minutter, men Stuttgart bed fra sig.
Thiago Alcântara åbnede scoringen, da han efter et insisterende Bayern-pres bankede læderet i nettet med indersiden.
Midtvejs i første halvleg blev hjemmepublikummet stille, da Anastasios Donis to meter uden for feltet hamrede bolden op i krydset til 1-1.
Det gav et moralsk boost til Stuttgart, som kunne tage det uafgjorte resultat med i omklædningsrummet efter de første 45 minutter.
Der gik ti minutter af anden halvleg, før gæsternes optimisme led et knæk.
Den tidligere Arsenal-spiller Serge Gnabry tyrede bolden ind blandt med- og modspillere, og få meter fra stregen ramte den Stuttgarts Christian Gentner og gik i mål til 2-1.
Den notoriske målscorer Robert Lewandowski brændte et straffespark ved stillingen 2-1, men scorede senere til 4-1. Før polakkens scoring kom Leon Goretzka på tavlen.
Med sejren har Bayern nu hentet syv sejre på stribe i Bundesligaen. Klubben møder på lørdag Bayer Leverkusen på udebane.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker