Bayern München cruiser videre i Tyskland

Bayern München ligner et hold, der er fast besluttet på at bevise, at sidste sæsons tabte mesterskab var en svipser.

Det tyske storhold sikrede sig således en meget sikker hjemmesejr på 3-0 over Bayer Leverkusen lørdag aften. Dermed er Bayern München på en førsteplads med 18 point efter syv kampe.

Kun premierekampen på hjemmebane mod Borussia Mönchengladbach er blevet tabt hidtil i denne sæson.

Allerede efter fem minutter kunne Thomas Müller lørdag bringe hjemmeholdet foran efter oplæg af franske Franck Ribery, og et kvarter senere øgede forsvarsspilleren Daniel van Buyten til 2-0. Igen efter oplæg af Ribery.

I kampens overtid slog hollandske Arjen Robben, der har kæmpet med en del skader i sæsonstarten, sejren fast, da han gjorde det til slutresultatet 3-0.

De forsvarende tyske mestre fra Borussia Dortmund har til gengæld ikke haft den bedste sæsonstart, men lørdag blev det alligevel til en sejr. Holdet vandt 2-1 på udebane over Mainz, der havde Bo Svensson på bænken i hele kampen.

Også Borussia Mönchengladbach kunne notere sig en sejr og tre point, da holdet hjemme slog Nürnberg med 1-0.

Mönchengladbach har siden premieresejren over Bayern München fortsat med at gøre det strålende, og holdet ligger således på en andenplads - to point efter netop Bayern München.

Leon Jessen var lørdag eneste dansker i aktion i Bundesligaen. Han blev skiftet ud med et kvarter tilbage af kampen, da han sammen med holdkammeraterne i Kaiserslautern måtte indkassere et 0-1-nederlag ude mod Wolfsburg.

/ritzau/

Bayern München fik med 3-0 hjemme over Leverkusen nok en sejr i Bundesligaen, som holdet også fører.

Offentliggjort Sidst opdateret