Bayern München er tysk mester igen
Med en sejr over FC Köln og et nederlag til Dortmund mod Mainz overrasker Bayern og bliver tysk mester.
Man skal aldrig afskrive Bayern München i tysk fodbold. Det viste den sidste spillerunde i Bundesligaen.
Bayern München overhalede nemlig Borussia Dortmund og vandt det tyske mesterskab for 11. gang i træk efter en 2-1-sejr på udebane over FC Köln.
Dortmund havde ellers serveretten, to point foran og på hjemmebane mod Bo Svenssons Mainz-mandskab, mens Bayern München på udebane stod foran en på papiret noget større udfordring mod FC Köln.
Men Dortmund snublede, og et uafgjort 2-2-resultat mod Mainz sikrede sydtyskerne bundesligapokalen endnu en gang.
Stemningen var elektrisk blandt de gule og sorte på Signal Iduna Park i Dortmund, hvor fansene for første gang i ti år kunne se det tyske mesterskab lige foran næsen. Men sådan skulle det ikke gå.
I første halvleg fik Mainz spillet sig igennem et tydeligt usikkert Dortmund-forsvar og bragte sig overraskende foran 2-0 allerede efter 24 minutter.
Og det var til stor skuffelse for de mange tilskuere, da Dortmund-angriberen Sébastien Haller brændte et straffespark i første halvleg ved stillingen 0-1.
Bayern-spillerne gjorde, som de skulle og bragte sig hurtigt foran mod Köln med mål af Kingsley Coman. Kort før pausen scorede Leroy Sane, men målet blev annulleret for arm på bolden i opspillet.
Dermed så det sort ud for Dortmund, som gik ud til noget af en udfordrende anden halvleg, mens Bayern blot skulle forsvare resultatet hjem.
Men et Köln-straffespark i det 81. minut mod Bayern gjorde en kort overgang Dortmund til mester. Bayern fik dog selv lukket kampen kort før tid med et mål af Jamal Musiala.
Dortmund kæmpede videre på hjemmebane og fik reduceret til 1-2 på et mål af Raphaël Guerreiro, hvilket fik stemningen til at eksplodere.
Niklas Süle udlignede til 2-2 for Dortmund i de døende minutter. Men det var ikke nok til at tage mesterskabet efter Bayerns sejr.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde