Bayern München-reserver var Freiburg overlegne
De har en skræmmende trup i Bayern München.
Selv om træner Jupp Heynckes lørdag eftermiddag havde valgt at stille med 10 nye spillere i forhold til Champions League-sejren over FC Barcelona, var holdet nemlig overlegne i forhold til Freiburg.
Et hold, som ligger nummer fem i Bundesligaen.
Reserverne havde bolden mest og trillede den rundt og rundt om en af overraskelserne i denne sæsons Bundesliga, Freiburg. Dog havde de også svært ved at komme frem til de helt store chancer, og sejren endte kun på 1-0.
Kampens mest iøjnefaldende spiller var hjemmeholdets Xherdan Shaqiri, som med hurtige temposkift og besnærende driblinger gjorde det svært for gæsterne.
Og så blev den 21-årige schweizer også noteret for kampens enlige mål. På et frispark fra højre side sendte han bolden hårdt ind foran mål, hvor hjemmeholdets Emre Can kom hoppende højest - men altså ikke rørte bolden ifølge de officielle kilder.
I Wolfsburg vandt Simon Kjærs hold med 3-1 over Borussia Mönchengladbach. Sejren kom i land uden danskeren, der ikke er kommet sig helt efter den lyskeskade, han pådrog sig i sidste runde.
Med sejren kravler Wolfsburg tættere på pladserne til Europa League, mens Borussia Mönchengladbach tabte vigtige point i dysten om samme pladser.
I Stuttgart blev den danske landsholdsspiller William Kvist placeret på bænken og fik lov til at sidde der under hele kampen, som endte med et bittert 0-3-nederlag til Augsburg.
Den tabte kamp er ikke helt uproblematisk for Stuttgart, der ikke er matematisk sikre på at redde en sæson mere i Bundesligaen.
Til gengæld var de tre point ufatteligt vigtige for Augsburg, der dermed kravler over nedrykningsstregen. Leverkusen vandt 1-0 over Werder Bremen, mens Hoffenheim med Jannik Vestergaard hev en 2-1-sejr hjem over Nürnberg.
Borussia Dortmund vandt en 2-1-udesejr over Fortuna Düsseldorf.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde