I et sandt målorgie tog storholdet Bayern München et stort skridt nærmere det tyske mesterskab. Hele 7-0 besejrede sydtyskerne gæsterne fra Hannover 96 med i en kamp, hvor Arjen Robben scorede hattrick, mens både Ivica Olic og Thomas Müller blev dobbelte målscorere.
Med storsejren over Hannover 96, der var uden skadede Leon Andreasen, er Bayern München fortsat to point foran Schalke 04 på andenpladsen i Bundesligaen, hvor der nu resterer tre kampe i denne sæson.
Netop Schalke erobrede tidligere lørdag for en kort bemærkning førstepladsen, da holdet vandt 3-1 hjemme over Borussia Mönchengladbach. Sejren kom blandt andet i hus via to scoringer af kroatiske Ivan Rakitic.
Kampen om mesterskabet ser derimod med tre spillerunder igen ud til at være slut for Bayer Leverkusen, der ellers gennem lang tid førte ligaen.
Holdet tabte lørdag 1-2 til Stuttgart og dumpede helt ned på fjerdepladsen.
Den vigtige tredjeplads, der giver adgang til kvalifikationen til Champions League, blev overtaget af Werder Bremen. Bremen vandt med Daniel Jensen på banen i de sidste fem minutter med 4-2 på udebane over de forsvarende mestre fra Wolfsburg.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker