Bayern sætter mesterskabskurs med sejr i Der Klassiker
Dortmund-keeper Roman Bürki fik hånden på, men kunne ikke stoppe Joshua Kimmichs elegante lob fra at glide ind i nettet til 1-0 i første halvleg. Foto: Pool/ReutersPool/Reuters
Dortmund missede chancen for at åbne mesterskabskampen helt op. I stedet dufter det af otte i træk til Bayern.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Der Klassiker, opgøret mellem Borussia Dortmund og Bayern München i Tyskland, er altid en vigtig kamp for begge hold. Tirsdag var den også afgørende for spændingen om mesterskabet.
En Dortmund-sejr ville åbne titelduellen helt igen, men med en sejr på 1-0 til Bayern har sydtyskerne i stedet åbnet et hul på syv point til forfølgerne med seks spillerunder igen.
Joshua Kimmich sørgede i slutningen af første halvleg for kampens enlige scoring, som sender Bayern kraftigt i retning af det ottende mesterskab på stribe.
Hjemmeholdet startede ellers som lyn og torden, da Bayern München allerede efter et halvt minuts spil måtte stoppe bolden på målstregen efter et lidt tamt forsøg fra den norske komet Erling Haaland.
Dortmund spillede ganske pænt, men langsomt kom der mere sikkerhed i den velkendte Bayern-maskine, og sydtyskerne satte sig mere og mere på spillet.
Annonce
Midtvejs i halvlegen var det Dortmund-anfører Lukasz Piszczek, som elegant med hælen måtte redde et Bayern-forsøg på målstregen.
Det lignede 0-0 ved pausen, men et par minutter før pausefløjtet kom så målet. En blanding af Joshua Kimmichs genistreg og lidt tvivlsomt keeperspil af Roman Bürki sendte gæsterne i front.
Fra kanten af feltet sparkede Kimmich dybt i bolden, og selv om Bürki nåede tilbage og fik hele hånden på bolden, strøg den i nettet alligevel.
Det taktiske oplæg til anden halvleg måtte ændres fra Dortmund, som havde mistet meget initiativ.
Det kostede en ellers fint spillende Thomas Delaney pladsen. Også Julian Brandt blev taget ud. I stedet kom Jadon Sancho og Emre Can på banen.
Udskiftningerne havde imidlertid ikke den store effekt.
Bayern fortsatte med at dominere og sværmede et par gange om 2-0-målet.
Erling Haaland var tæt på med en afslutning ti minutter efter pausen, men ellers var det sporadisk, hvad Dortmund kom frem til.
Ikke nok med at mesterskabet med nederlaget synes langt væk, Ruhr-klubben måtte også små 20 minutter før tid se netop Haaland udgå med en skade.
Robert Lewandowski ramte stolpen i slutningen af kampen, men det blev ikke til flere scoringer.
Annonce
Mens Werder Bremen og Borussia Mönchengladbach spillede 0-0, var der noget mere liv i tirsdagens to andre sene opgør.
Wolfsburg gav Bayer Leverkusen en lille lektion i dødbolde, da gæsterne vandt med 4-1 i Leverkusen.
Eintracht Frankfurt var også på vej mod et nederlag hjemme, men i kampens sidste 11 minutter fik man vendt 1-3 til 3-3 mod Freiburg.
Thomas Delaney sled hårdt i de 45 minutter (forrest), han fik på banen, da Dortmund tog imod Bayern München til topopgør i Bundesligaen. Foto: Pool/ReutersPool/Reuters
Seneste artikler
Historisk hus slår dørene op efter stor restaurering
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik