Bayern smider igen point trods historisk teenager
Mathys Tel kom til Bayern München fra franske Rennes i sommer. Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix
Bayern München spillede 2-2 med Stuttgart, mens Leipzig og Marco Rose slog Dortmund 3-0.
Den franske angriber Mathys Tel skrev sig lørdag ind i historiebøgerne i storklubben Bayern München, der for tredje ligakamp i træk smed point.
Med sine blot 17 år og 136 dage blev han både den yngste spiller i startopstillingen og den yngste målscorer for Bayern München i Bundesligaen nogensinde.
Tel bragte holdet foran 1-0 i hjemmekampen mod Stuttgart. Kampen endte 2-2 efter en sen udligning af Serhou Guirassy på et straffespark.
Bayern har dermed 12 point i toppen af Bundesligaen. Det samme har Dortmund, Hoffenheim og Freiburg. Sidstnævnte endda med en kamp i baghånden.
Mathys Tel sparkede Bayern på 1-0 efter 36 minutter efter godt forarbejde af Alphonso Davies, og det holdt til pausen.
Stuttgart bød i den grad Bayern op til dans i anden halvleg, hvor gæsterne ud over Chris Führichs udligning fik to scoringer underkendt.
19-årige Jamal Musiala sparkede Bayern foran 2-1 med en flot aktion, men hjemmeholdet virkede dog langt fra overbevisende, og i overtiden omsatte Guirassy et VAR-tilkendt straffespark til 2-2.
I Berlin blev den danske målmand Oliver Christensen efter et par meget stærke redninger i første halvleg passeret af Kerem Demirbays direkte frispark i starten af anden halvleg.
Men Hertha Berlin og Christensen vendte kampen på hovedet, inden danskeren efter 80 minutter blev passeret af Patrik Schick fra tæt hold i et opgør mod Leverkusen, der endte 2-2.
RB Leipzigs nye cheftræner, Marco Rose, fik en flot hævn over Dortmund, der fyrede ham i maj, med en 3-0-sejr på hjemmebane. Her var den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen på bænken efter at have siddet ude i tre måneder med en skade.
Robert Skov spillede de første 75 minutter, mens Jacob Bruun Larsen så til fra bænken, da Hoffenheim hjemme slog Bo Svenssons Mainz med 4-1.
Mainz blev reduceret til ti mand i slutningen af første halvleg, og selv om Andrej Kramaric svagt sparkede det medfølgende straffespark forbi mål, blev opgøret meget begivenhedsrigt med fem scoringer efter pausen.
Endeligt kom Jesper Lindstrøm ind fra Frankfurts bænk i et 0-1-nederlag mod Wolfsburg uden skadede Jonas Wind.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde