Bayern trækker fra i toppen og nærmer sig tysk guld
Jamal Musiala (nummer to fra højre) bliver omringet af holdkammeraterne fra Bayern München, efter at det 18-årige tyske stortalent har scoret sit andet mål i 3-2-sejren over Wolfsburg. Foto: Fabian Bimmer/Ritzau Scanpix
Fabian Bimmer/Ritzau Scanpix
Bayern München udnyttede RB Leipzigs pointtab, da sydtyskerne slog rækkens nummer tre fra Wolfsburg med 3-2.
Bayern München trækker fra konkurrenterne og nærmer sig det niende tyske mesterskab i træk.
På udebane vandt sydtyskerne lørdag med 3-2 over rækkens nummer tre fra Wolfsburg, dagen efter at de nærmeste forfølgere fra RB Leipzig snublede med 0-0 mod Hoffenheim.
I topscorer Robert Lewandowskis skadesfravær viste den blot 18-årige angriber Jamal Musiala sig frem med to scoringer mod Wolfsburg.
Efter et kvarter gjorde angrebstalentet det til 1-0. Selv om Wolfsburg-keeper Koen Casteels kom i vejen for skudforsøget, så sneg bolden sig alligevel ind over målstregen.
Ti minutter før pausen øgede Jamal Musiala til 3-1 på et hovedstød, efter at Maxim Choupo-Moting i mellemtiden havde gjort det til 2-0, og Wolfsburg havde reduceret ved Wout Weghorst.
Musiala skulle strække sig langt efter et indlæg og fik ikke et særlig hårdt træf på bolden. Hans hovedstød endte alligevel i nettet, da bolden tog en blød bue hen over Koen Casteels i hjemmeholdets mål.
Bayern-sejren blev for alvor truet efter pausen, da Wolfsburgs Maximilian Philipp gjorde det til 2-3, men mere blev det ikke til.
Dermed fik sydtyskerne lidt at lune sig på, efter at Bayern tidligere på ugen blev elimineret i Champions League efter et samlet nederlag til Paris Saint-Germain i kvartfinalerne.
Med sejren topper Bayern Bundesligaen med 68 point. De nærmeste forfølgere fra RB Leipzig har 61 point, mens Wolfsburg har 54 point på tredjepladsen.
Rækkens nummer fire fra Eintracht Frankfurt tabte lørdag med 0-4 ude til Borussia Mönchengladbach.
Danske Marcus Ingvartsen fik den sidste halve time som indskifter for Union Berlin, der slog Stuttgart med 2-1.
Landsholdets reservemålmand Frederik Rønnow sad på bænken for ligaens bundprop Schalke, der kom tættere nedrykning med et 0-4-nederlag til Freiburg.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde