Fyringen af Louis van Gaal havde allerede en rigtig god effekt på Bayern Münchens spillere i holdets første bundesligakamp uden hollænderen i spidsen.
Søndag sprudlede Bayern, da holdet på hjemmebane besejrede Bayer Leverkusen, der pudsigt nok trænes af München-holdets kommende træner Jupp Heynckes, med hele 5-1.
Kampens store spiller var uden tvivl angriberen Mario Gómez, som scorede hattrick. Han bidrog med målene til 2-0, 3-0 og 4-0, som var stillingen ved pausen. 22 ligamål er Gomez nu noteret for i sæsonen.
Leverkusen fik selv sat hjemmeholdet i gang, da Simon Rolfes i det syvende minut scorede selvmål. Franck Ribéry var værternes sidste målscorer, da han et kvarter før tid nettede til 5-1.
For Heynckes var nederlaget på papiret ikke så ringe endda. Leverkusen er fortsat toer i Bundesligaen, men nu er det med netop Bayern München på den vigtige tredjeplads, der giver direkte adgang til Champions Leagues gruppespil.
München-mandskabet har dog med fire spillerunder tilbage kun et forspring på et point ned til Hannover, der altså stadig kan sende de forsvarende tyske mestre ud i Champions League-kvalifikationen, hvilket er belønningen for en fjerdeplads.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker