Beckenbauer ledte Klopp på sporet af hjernerystelse
Loris Karius var grædefærdig efter nederlaget på 1-3 til Real Madrid i Champions League-finalen. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Franck Fife/Ritzau Scanpix
Liverpools målmand spillede med en hjernerystelse i CL-finalen. Det var Franz Beckenbauer med til at opdage.
Liverpool-målmand Loris Karius gjorde sig særdeles uheldigt bemærket i Champions League-finalen i slutningen af maj med et par graverende fejl.
Senere kom det frem, at Karius havde spillet med en hjernerystelse i 1-3-nederlaget til Real Madrid, og det var den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer med til at opdage.
Det fortæller Liverpool-manager Jürgen Klopp.
- Fire dage efter (finalen, red.) fik jeg et opkald fra Franz Beckenbauer, vores Bobby Moore, vores største fodboldspiller, som er en af mine gode venner.
- Han ringede til mig og sagde, at han havde besøgt en læge. Han fortalte mig: "Din målmand har en hjernerystelse", siger Klopp til Liverpools hjemmeside.
Karius fik konstateret en hjernerystelse hos lægen Ross Zafonte fra Massachusetts General Hospital.
Zafonte undersøgte Karius, og han vurderede at keeperen var ramt af en hovedskade, der kan have haft negativ indflydelse på hans præstation.
I finalen sendte Karius et udkast lige i fødderne på Real Madrid-angriberen Karim Benzema, der blokerede bolden i mål til 1-0. Siden tabte Karius et langskud fra waliseren Gareth Bale ind i mål til stillingen 1-3.
Klopp fortæller, at Karius havde 26 af 30 symptomer på en hjernerystelse. Han er ikke i tvivl om, at det påvirkede Karius' præstation.
- Hvis du spørger Loris, vil han sige, at han ikke tænkte over det og ikke vil bruge det som en undskyldning. Vi bruger det ikke som en undskyldning, men som forklaring, siger Klopp.
25-årige Karius vendte mandag tilbage til træningen i Liverpool og kan komme i aktion, når holdet lørdag møder Chester FC i en træningskamp.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde