Beckmann: Det var én stor offday

Mikkel Beckmann var helt oppe i skyerne, da det takket være hans frisparksmål lykkedes at få uafgjort mod Juventus i Parken for to uger siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag var han tilsvarende langt nede efter 0-4-nederlaget i Torino, hvor nordsjællænderne slet og ret blev kørt over.

- Der er ikke så meget at sige. Det var én stor offday, som vi havde håbet ikke ville ske i puljen. Det skete desværre i dag, og det så ud som om, at de var langt bedre end os på alle parametre.

- Det var en skidt kamp fra vores side. Vi mødte selvfølgelig også et supergodt hold, men jeg står med en rigtig lortefølelse over, at vi ikke fik stukket mere til dem. Jeg troede ikke, at vi ville falde så langt, siger den tidligere Lyngby-spiller.

Lige efter kampen havde han svært ved at pege på, hvorfor det gik så galt mod et Juventus-hold, man havde langt bedre styr på i Parken.

- Vi vidste, at det i de første 15-20 minutter ville være vigtigt at stå imod deres tunge pres.

- Men vi smed dumme bolde væk og gav dem nemme mål. Og da de scorede efter fem minutter, fik de bare endnu mere energi. Det må bare ikke ske, siger han.

Mikkel Beckman mener også, at FC Nordsjælland en gang imellem havde lidt for travlt med bare at losse bolden væk, selv om det ikke er en del af holdets spilkoncept.

/ritzau/