Beckmann efter skifte: Elfsborg skal op i tabellen
Fodboldspilleren Mikkel Beckmann må have et eller andet med mesterhold.
For et år siden var han med til at sikre FC Nordsjælland et meget overraskende dansk mesterskab.
I sommer kom han til tops på Cypern med Apoel FC, før udsigten til en stor tvungen lønnedgang fik ham til at forlade det økonomisk skrantende mesterhold.
Og nu er den 29-årige offensivspiller tiltrådt hos de svenske mestre, Elfsborg, hvor han efter planen skal være de næste tre et halvt år.
- Jeg er rigtig glad for at være her. Det skal blive rigtig sjovt at møde holdkammeraterne i eftermiddag og komme i gang her, siger Mikkel Beckmann til Elfsborgs hjemmeside.
Elfsborg røg onsdag aften ud af Champions League-kvalifikationen med samlet 0-1 efter to kampe mod de skotske mestre, Celtic.
Klubben skal i stedet spille playoff-kampe om en plads i Europa League-gruppespillet.
- Desværre røg vi ud i går, men jeg så kampen, og holdet leverede en god indsats og kunne have vundet.
- Nu skal vi i stedet fokusere på at forsøge at arbejde os op i tabellen, siger Mikkel Beckmann.
Elfsborg ligger i øjeblikket på sjettepladsen i Allsvenskan.
Mikkel Beckmann bliver klubkammerat med den danske målmand Kevin Stuhr Ellegaard, som han blandt andet spillede sammen med hos Randers FC.
- Han er en teknisk og pasningsdygtig spiller, som ofte står for afleveringer, der kan afgøre kampe. Han har også et rigtig godt skud.
- Mikkel bliver god for os, ikke kun på banen, men også i omklædningsrummet. Han er en utroligt god fyr, hyggelig, cool og med godt humør, siger Kevin Stuhr Ellegaard.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned