En frisparksperle fra Mikkel Beckmann gjorde udslaget, da FC Nordsjælland søndag slog Sønderjyske med 1-0 på Farum Park.
Sejren betyder, at Beckmann og holdkammeraterne med 19 point rykker op på Superligaens andenplads efter urørlige FC København.
Den flotte scoring efter pausen faldt efter et vedvarende nordsjællandsk pres, hvor værterne ofrede alt for at få sejren.
Beckmann, der virkelig sprudlede i de sidste 45 minutter, kunne måske allerede have åbnet scoringen tidligere i anden halvleg, da han headede bolden i mål.
Desværre for FCN mente dommeren, at bolden var ude over baglinjen, da Rawez Lawan afleverede bolden ind over til den senere matchvinder. Situationen medførte højlydte protester, men hjemmeholdet fortsatte ufortrødent.
Sønderjyske var trykket langt tilbage i det meste af kampen, men havde også sine muligheder.
Gæsterne var bedst midtvejs i første halvleg, hvor de lagde et voldsomt tryk i en periode, hvor FC Nordsjællands normale reservemålmand, David Jensen, havde været til behandling.
Der blev afsluttet på alt i en sekvens på to-tre minutter, men den haltende målmand og forsvaret fik forhindret en scoring. Senere måtte David Jensen lade sig udskifte til fordel for nummer tre i FCN's målmandsrække, Jannich Storch.
Ellers satsede Sønderjyske mest på kontrachancer og dødboldsituationer og havde generelt svært ved at sætte Quincy Antipas i angrebet i scene.
FC Nordsjælland har som nævnt 19 point i Superligaen, mens Sønderjyske har 13 point efter 11 spillerunder.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde