Bekræftet: Silkeborg har solgt Rasmus Carstensen
Rasmus Carstensen er fortid i Silkeborg, som sælger den unge forsvarsspiller. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Alle betingelser for et salg er nu opfyldt, og dermed er Rasmus Carstensen fortid som Silkeborg-spiller.
Til mandagens Superliga-kamp hjemme mod AaB var U21-landsholdsspilleren Rasmus Carstensen ikke med for Silkeborg. Det har været kendt nogle dage, at et salg af spilleren var undervejs.
Det salg er nu blevet bekræftet. I en fondsbørsmeddelelse skriver selskabet bag fodboldklubben, at betingelserne for salget af forsvarsspilleren er opfyldt.
Det oplyses ikke, hvilken klub der har sikret sig den talentfulde back, men på rygtebasis er belgiske Genk blevet nævnt som kommende destination.
- I forlængelse af fondsbørsmeddelelse nr. 6 / 2022 af 4. august 2022 skal det hermed oplyses, at selskabets dattervirksomhed Silkeborg IF A/S i dag har modtaget information om, at alle betingelser vedrørende salg af kontraktrettigheden på Rasmus Carstensen nu er opfyldt, står der i en pressemeddelelse fra klubben.
I forbindelse med udmeldingen om, at man havde accepteret et bud på spilleren, opjusterede Silkeborg forventningerne til årsregnskabet med 20 millioner kroner.
Klubben forventer nu at komme ud af 2022 med et overskud på mellem 40-50 millioner kroner. Tidligere lød forventningen på et overskud mellem 20-30 millioner kroner.
21-årige Rasmus Carstensen har været en stor profil, siden han brød igennem på Silkeborgs førstehold. Han har spillet 89 førsteholdskampe og lagt op til imponerende 24 scoringer.
Bronzevinderne kan komme til at tjene endnu flere penge inden månedens udgang, såfremt klubben formår at kvalificere sig til Europa Leagues gruppespil i stedet for Conference Leagues gruppespil.
Det kræver, at Silkeborg vinder samlet i den afgørende playoffrunde over enten slovenske Maribor eller finske HJK Helsinki.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker