Bekymring i Brøndby: Vi er ikke et mesterhold

Niels Frederiksen savner kvalitet og slår fast, at Brøndby på ingen måde spiller som et mesterhold for tiden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Otte point og blot én sejr i otte forsøg.

Brøndbys start på titelforsvaret i 3F Superligaen har været alt andet en prangende, og Niels Frederiksen lægger efter fredagens 1-1-deler mod Silkeborg ikke skjul på sin skuffelse.

På spørgsmålet, hvorvidt det er bekymrende, at et oprykkerhold kan spille helt lige op med de danske mestre på udebane, svarer Brøndby-træneren:

- Der er to ting i det spørgsmål, som ikke holder vand. Det ene er at kalde os et mesterhold, og det er vi ikke lige nu. Det andet er præmissen om, at Silkeborg er et normalt oprykkerhold. Det er de heller ikke.

- De ligger i top-6 og har spillet uafgjort mod FCK inde i Parken. Silkeborg er et rigtig godt hold, som gjorde det godt, ligesom de har gjort i alle deres kampe, siger Niels Frederiksen.

Han uddyber kommentaren om, at Brøndby ikke er et mesterhold således:

- Vi var mestre i sidste sæson, men lige nu spiller vi ikke som et mesterhold, og lige nu er vi ikke et mesterhold, i den forstand at vi ikke ligger nummer et, konstaterer cheftræneren, som ikke var tilfreds med ret meget mod Silkeborg.

- Jeg savner kvalitet. Jeg savner kvalitet i vores boldomgang, fart og tempo i vores spil, og så savner jeg også, at vi er dygtigere i presset.

Niels Frederiksen betegner de otte point i otte kampe som skuffende, men påpeger også, at der er sket meget på transferfronten, hvor flere store profiler har forladt klubben.

- Det er selvfølgelig under, hvad vi havde håbet på, men heller ikke nogen katastrofe. Vi ved, vi har lavet en stor udskiftning i vores trup og har fået nye spillere ind løbende.

- Der er stadig nogle nye spillere, som ikke har trænet med holdet endnu, og jeg er sikker på, at vi bliver dygtigere fra nu af. Vi er i opbygningsfase, tror jeg, må være rimeligt at sige.

Forsvarsspilleren Kevin Mensah er endnu mere klar i mælet, når han vurderer pointhøsten.

- Det er overhovedet ikke noget, der er værdigt, lyder den kontante melding fra Mensah, som ikke mener, udskiftningen i truppen må være en undskyldning.

- Vi er et fodboldhold, som har været vant til, at der kommer stor udskiftning, så det kommer vi ikke på nogen måde til at skulle bruge som undskyldning for, at vi ikke har flere point.

Brøndby træder på torsdag ind i Europa Leagues gruppespil med en hjemmekamp mod tjekkiske Sparta Prag, og med tanke på sæsonstarten og de mange kampe forude er Kevin Mensah bekymret over tingenes tilstand.

- Vi har et spændende, men voldsomt program, og det bekymrer mig, at vi ikke har fået sat flere sejre sammen på nuværende tidspunkt.

- Vi er stadig et godt hold, så selvom jeg er bekymret, har jeg også en tro på, at vi kan grave endnu dybere og forlange endnu mere af hinanden, så vi får vendt det her hurtigt, siger Mensah.

Brøndbys otte point rækker til en foreløbig syvendeplads i Superligaen.