Belgien afblæser fodboldsæsonen og kårer Brugge som mester
Jess Thorup og Gent må vinke farvel til 2019/20-sæsonen. (Arkivfoto) Foto: Johanna Geron/Reuters
Johanna Geron/Reuters
Club Brugge er belgisk mester for 17. gang, efter at Pro League-sæsonen er blevet afblæst.
Sagaen om afslutningen på den belgiske fodboldsæson har endegyldigt fået en ende.
Fredag er sæsonen endeligt afblæst, og den nuværende stilling afgør slutplaceringerne i Belgiens bedste række, Pro League.
Det skriver Pro League på Twitter.
Dermed kåres Club Brugge som belgisk mester for 17. gang i historien og kvalificerer sig direkte til Champions League-gruppespillet.
Jess Thorups Gent bliver nummer to i Pro League med 15 point op til mesterholdet. Med andenpladsen følger en plads i Champions League-kvalifikationen.
Sporting Charleroi fuldender top-3, mens storklubben Anderlecht slutter som nummer otte, lige under sidste års mestre, Genk, der har Joakim Mæhle i truppen.
Andrew Hjulsagers klub, Oostende, slutter næstsidst, men overlever. Waasland-Beveren rykker ned.
Klubberne har spillet 29 kampe hver og manglede at spille den sidste runde af grundspillet samt hele slutspillet.
Belgien var det første land til at melde ud, at fodboldsæsonen ville blive indstillet uden at fuldføre kampprogrammet, men en endelig vedtagelse på en generalforsamling er blevet udskudt fire gange før fredagens afgørelse. I mellemtiden har den hollandske Æresdivision nået at indstille sæsonen.
Beslutningen om at afblæse Pro League er taget på baggrund af, at Belgiens nationale sikkerhedsråd i sidste uge bandlyste professionel fodbold til og med 31. juli.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meddelt de nationale ligaer, at 2019/20-sæsonen senest skal være færdig i juli, og det kunne belgierne altså ikke nå.
Da sæsonstoppet sker på grund af myndighedernes udmeldinger, slipper Belgien for at blive straffet af Uefa for ikke at have færdigspillet sæsonen.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde