Det kunne ligne en trodsreaktion, da Nicklas Bendtner i denne uge lavede hattrick for Arsenal i pokalkampen mod Leyton Orient.
Danskeren profiterede af holdkammeraten Robin van Persies skade og fik med sine tre scoringer markeret, at manager Arsène Wenger måske alligevel skulle have brugt Bendtner i Carling Cup-finalen sidste weekend.
Selv afviser landsholdsangriberen dog, at han var drevet af hævntørst eller skuffelse efter at være blevet vraget til den finale, der kunne have ført til Arsenals første trofæ i seks år.
- Jeg bærer ikke nag, og når min manager valgte sådan, så var det hans ret at gøre det. Det var uden tvivl, fordi han så en god grund til det for taktikkens skyld og for holdets skyld - og kun holdet tæller, når man er en del af en stor fodboldklub, siger en sjældent ydmyg Bendtner til B.T.
Han indrømmer dog, at han var skuffet over ikke at være med i finalen, som Arsenal tabte 1-2 til Birmingham efter en scoring i de sidste minutter.
- Jeg havde da set mig selv score et mål på Wembley, løfte pokalen med min familie på tribunen og føle det uforglemmeligt fantastisk over at have vundet mit eget første trofæ og klubbens første i seks år.
- Men sådan blev det bare ikke, og så må man videre med det samme, siger angriberen til avisen.
Han kan oven på hattricket formentlig se frem til mere spilletid de kommende tre uger, mens van Persies skade er under behandling.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned