Bendtner igen uden mål i ny Juventus-sejr
Juventus holdt søndag fast i føringen i den italienske Serie A med en 1-0-sejr i en rigtig vandkamp på udebane over Palermo.
Nicklas Bendtner fik det sidste kvarter på banen for gæsterne, og faktisk fik han sendt bolden i mål - desværre stod han offside - så landsholdsangriberen må fortsat vente på at score sit første mål i Juventus-trøjen.
Da danskeren kom på banen i stedet for Alessandro Matri, var Juventus allerede foran med 1-0 på et mål af Stephan Lichtsteiner.
Bendtner fik et par enkelte gange markeret sig i Juventus' forsvar, hvor han fik ekspederet bolden ud af farezonen.
Gæsterne styrede begivenhederne mod Palermo, der havde det svært på det glatte underlag. Et kvarter før tid gjorde Michel Morganella det endda endnu sværere for hjemmeholdet, da han greb fat i en Juventus-spiller og modtog sin anden advarsel og blev udvist.
Træner Antonio Conte gjorde i øvrigt comeback på trænerbænken for Juventus efter fire måneders karantæne for at tie om matchfixing.
I en af søndagens andre Serie A-kampe var AC Milan bagud 0-1 i Torino, men milaneserne endte med at vinde 4-2.
Juventus topper Serie A med 38 point - fem mere end de nærmeste forfølgere fra Napoli, der senere søndag møder Inter. AC Milan har 24 point og er et godt stykke fra de bedste hold i Italien.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned