Bendtner: Jeg er småsyg men det går nok
Nicklas Bendtner døjer med lidt sygdom, men han frygter ikke for sin deltagelse i Stockholm lørdag.
Landsholdsangriber Nicklas Bendtner stod over presseseancen i landsholdslejren onsdag, da han døjer med lidt sygdom.
Det var også tvivlsomt, i hvilket omfang han kunne deltage i onsdagens træningspas, men angriberen selv maner til besindighed i forhold til hans deltagelse lørdag i Sverige.
- Jeg er småsyg, men det går nok, siger Bendtner til Ritzau.
Angriberen var som den eneste spiller iklædt hue og stor jakke i receptionen på Hotel Marienlyst.
I det kvarter af onsdagens træning, som var åben for pressen, deltog Bendtner i de indledende opvarmningsøvelser, der bestod af forskellige løbetyper rundt om træningsbanen og et afleveringsspil.
For første gang i denne uge var Riza Durmisi også på træningsbanen. Han er efter eget udsagn helt klar igen efter at have siddet over mandag og tirsdag som følge af et sammenstød i slutminutterne af Brøndbys kamp mod FC København søndag.
Ligeledes var den nybagte far Simon Kjær også ude på det regnvåde græs for første gang i denne uge. Han ankom til landsholdslejren kort inden onsdagens træning.
På lørdag gælder det den første af to playoffkampe om en EM-billet mod Sverige i Stockholm.
Returkampen spilles tirsdag i København.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned