Bendtner med kurs mod Champions League

Nicklas Bendtner fik hele kampen i Arsenals angreb, da den engelske storklub tirsdag aften spillede sig meget tæt på deltagelse i dette års Champions League-gruppespil. Den danske landsholdsangriber scorede dog ingen mål i udekampen mod skotske Celtic, der blev besejret 2-0.

Kampen - der var blevet døbt "Battle of Britain" af engelsk presse - var en intens affære med åbne muligheder i begge ender. Kampens første mål blev scoret kort før pausen, da Arsenals forsvarskæmpe William Gallas blev ramt i ryggen af et frispark fra holdkammeraten Cesc Fabregas, så bolden ændrede retning og fuldstændig snød Celtic-keeper Artur Boruc. Med en halv time igen blev sejren cementeret, da Gary Caldwell fik dirigeret bolden i eget mål.

Bendtner der mest huserede på højrekanten spillede en fornuftig kamp uden dog at komme frem til de store chancer.

/ritzau/

Arsenal og Nicklas Bendtner vandt 2-0 ude over Celtic i den første af to Champions League-kvalifikationskampe og har dermed det ene ben i gruppespillet.

Offentliggjort Sidst opdateret