Bendtner medbringer mål og selvtillid

Nicklas Bendtner ser frem mod de afgørende EM-kvalifikationskampe mod Cypern og Portugal med masser af selvtillid, efter at angriberen i weekenden scorede sit første mål for Sunderland.

En scoring, der også kan smitte af, når det i de kommende otte dage bliver afgjort, hvem der skal til EM.

- Forhåbentlig kan jeg bygge videre på det mål, jeg har scoret, frem mod de næste kampe, siger Nicklas Bendtner.

I Arsenal var der i sommer ikke længere plads til danskeren, der derfor var ude af kampform, da han for en måned siden bragede to mål i kassen i 2-0-sejren over Norge.

Også det er der blevet rettet op på.

- Det er klart, at jeg har spillet fire-fem kampe, og det har været rigtig positivt for mig. Det har været dejligt at få nogle kampe i benene igen.

Spørgsmål: Du scorer og får spilletid. Hvordan har selvtilliden det?

- Den er, som den altid har været.

- Jeg har aldrig ændret mig. Jeg er kun kommet et sted hen, hvor jeg gerne vil være, siger Bendtner.

Den 23-årige angriber glæder sig over hele sin start i Sunderland, hvor han har fået masser af tillid fra manager Steve Bruce. Det er dog ikke blevet til så mange sejre.

- Jeg synes, at det er gået godt, og jeg er blevet taget godt imod. Resultaterne har ikke været, hvad jeg havde håbet på.

- Der er mange forskellige forklaringer på, hvorfor det går godt. Jeg er kommet et sted hen, hvor jeg glæder mig til at komme til træning.

- Og så er jeg kommet et godt hold, siger Bendtner, der er udlejet for resten af sæsonen.

Det danske landshold gæster på fredag Cypern, mens Portugal fire dage senere kommer på besøg i Parken.

/ritzau/

Alt fungerer stort set perfekt for Sunderland-angriberen for tiden, og det kan gå ud over Cypern og Portugal.

Offentliggjort Sidst opdateret