Nicklas Bendtner priser sig lykkelig for, at han slap med livet i behold, da han søndag kørte galt i sin Aston Martin på vej til træning i Arsenal.
Den 21-årige angriber kunne efter ulykken rejse sig og forlade bilvraget med skrammer, blå mærker og ømhed i skulderen.
- De sagde, at jeg var død, hvis jeg ikke havde brugt sikkerhedssele, de eksperter, der tager sig af sådan et ulykkessted, og politiet. Og de siger, at jeg kunne være død, hvis jeg havde siddet i en mindre sikker bil, siger Nicklas Bendtner til B.T.
- Ja, de kaldte det et mirakel, at det ikke endte som en dødsulykke eller i hvert fald med alvorlige skader på mig, fastslår han.
Landsholdsangriberen fortæller, at han husker hvert et sekund af ulykken. Farten var ifølge Bendtner meget lavere end de 160 kilometer i timen, som først var fremme i medierne. Han forklarer, at ulykken skete, da en bil valgte at dreje ind foran hans Aston Martin fra inderste vejbane.
- Jeg ved, at jeg vil smadre ind i den anden bil et sekund senere, hvis jeg ikke gør noget, og jeg når at tænke, at det her går helt, helt galt. At jeg kan dø nu, husker Nicklas Bendtner, der vælger at rive i rattet.
Det fører ham ind mod autoværnet i midten af vejen, hvorefter han bliver slynget på tværs af vejbanen og over i en masser træer, inden bilen lander på en mark.
- Jeg er glad, da jeg kommer ud af bilen og går væk - jeg tænker, at det her kunne være gået helt galt, fortæller han.
Politiet har fortalt Nicklas Bendtner, at der ikke bliver nogen politisag. Han har heller ikke behov for at få bearbejdet ulykken med en psykolog. Faktisk var angriberen, der melder sig helt klar til landskampene mod Sverige og Ungarn senere i oktober, allerede ude at køre i sin anden bil dagen efter mødet med autoværnet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker