Bendtner om fremtiden: Gør hvad jeg kan

Nicklas Bendtner vil gerne væk fra Arsenal. Men noget tyder på, at den engelske storklub ikke vil slippe landsholdsangriberen så let.

- Jeg gør alt, hvad jeg kan for at finde en løsning. Men det er ikke i mine hænder. Det er op til Arsenal, siger Nicklas Bendtner.

Angriberen har ikke spillet et eneste minut for Arsenal i holdets træningskampe før den kommende sæson, efter at han i maj meldte ud, at han ville væk fra klubben.

- Jeg har meldt rimelig klart ud, og jeg føler det på samme måde. Jeg gør, hvad jeg kan, og jeg kan ikke gøre mere.

Lige nu er Bendtner med landsholdet i Skotland. Her kan han på onsdag se frem til sine første minutter på banen i denne sæson. Sin egen kampform kender han ikke.

- Det må vi finde ud af på onsdag. Jeg føler mig rigtig godt tilpas, og har trænet siden den 4. juli. Det er gået rigtig fint.

Spørgsmål: Hvornår skal du have en afklaring?

- Der er indtil den 30. august, men jeg håber, at det sker hurtigst muligt, siger angriberen med henvisning til transfervinduet, der lukker med udgangen af måneden.

Denne sommer er Bendtner blevet sat i forbindelse med klubber som Benfica, Sporting Lissabon, Stoke, Everton og Fulham.

/ritzau/

Nicklas Bendtner gør alt, hvad han kan for at få afklaret sin fremtid. Men Arsenal har det sidste ord.

Offentliggjort Sidst opdateret