Han skulle vente helt til transfervinduets allersidste dag, men Nicklas Bendtner regner nu med, at han kan skrive under på en kontrakt med en ny klub inden midnat onsdag, hvor transfervinduet lukker.
Bendtner bekræfter onsdag formiddag ved landsholdstræningen i Helsingør, at de sidste detaljer i kontrakten med den ny og endnu unavngivne klub er ved at falde på plads.
- Det er forhåbentlig ved at blive overstået i de her sekunder, hvor vi står og snakker.
- Det er så tæt på, som det overhovedet kan være, og forhåbentlig kommer der styr på de sidste ting i løbet af eftermiddagen, siger Nicklas Bendtner.
Landsholdsangriberen, der kun har spillet 10 minutter for Arsenal i denne sæson, vil endnu ikke sige, hvilken klub, han forventer at skrive under med.
- Hvis jeg har ventet i så lang tid, som jeg har, så kan I også godt vente de sidste 24 timer, indtil der er 100 procent styr på det hele, siger Bendtner.
Sky Sports beretter imidlertid, at Stoke bliver Nicklas Bendtners nye klub. Dermed kunne det tyde på, at danskeren - som der har været spekuleret i gennem længere tid - kan blive holdkammerat med landsholdsmålmand Thomas Sørensen i netop Stoke.
Der er dog stadig en minimal chance for, at Arsenal ikke vil slippe Bendtner, vurderer angriberen selv.
- Det kommer selvfølgelig an på, om de sejler om. Der har været meget ståhej, men lad os håbe, at det falder på plads, siger han.
I stedet for at tale om sin nye klub, vil Nicklas Bendtner fokusere på, at han nu ser ud til at få det, som han har hungret efter i lang tid - nemlig fast spilletid.
Det vil også betyde meget for Bendtners normalt sikre plads på landsholdet.
- Det er utrolig vigtigt. Jeg kan også mærke på mig selv, at jeg ikke er lige så skarp her (i Helsingør, red.), som jeg plejer at være. Det er ikke nogen hemmelighed. Det er logisk, siger Nicklas Bendtner.
Danmark møder Norge i EM-kvalifikationen den 6. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker