Bendtner scorede i flot Arsenal-comeback

Målene for Arsenal er udeblevet hidtil i sæsonen for danske Nicklas Bendtner. Men onsdag aften var der igen mål i de farverige støvler. Bendtner reducerede til 1-2 i Champions League-kampen ude mod Standard Liege.

Det viste sig at være et særdeles vigtigt mål af Bendtner, som var med fra start til slut. Kort før pausen modtog danskeren bolden på kanten af feltet og fra en spids vinkel sendte han bolden mellem benene på Liege-keeperen. Scoring banede vejen for et flot Arsenal-comeback, hvor Eduardo stod for matchvindermålet sent i anden halvleg. Dermed formåede det skadesplagede Arsenal-hold at vende et truende nederlag til sejr efter at have bagud med 0-2.

Bendtner har også scoret for Danmark i de to seneste landskampe mod henholdsvis Portugal og Albanien, som begge endte 1-1.

/ritzau/

Nicklas Bendtner scorede sit første mål for Arsenal i denne sæson, da han kickstartede Arsenals comeback ude mod Standard Liege. 0-2 blev vendt til 3-2-sejr.

Offentliggjort Sidst opdateret