Nicklas Bendtner var lørdag tilbage i Sunderlands startopstilling med et mål, da den danske landsholdsangriber og holdkammeraterne gæstede Bolton i Premier League og sejrede med 2-0 i bundkampen.
Danskeren, som spillede hele kampen for gæsterne, scorede til 2-0 i overtiden, og han jublede også med, da Stephane Sessegnon scorede til 1-0 med små 10 minutter igen efter et hjørnespark. Bendtner er nu oppe på to scoringer for Sunderland.
I en noget kedelig kamp uden de store chancer var det trods alt en fortjent sejr til Sunderland, som især efter pausen var det bedste hold. Kun skarpheden manglede i afslutningerne, men til sidst gav boldovertaget alligevel bonus.
Bendtner sad over i den seneste ligakamp ude mod Arsenal. Angriberen er lejet ud for resten af sæsonen fra netop Arsenal og måtte derfor ikke spille mod London-holdet.
Men trods sine friske ben kunne Bendtner ikke stille det store op i bundopgøret ud over sit mål. Danskeren var efterladt meget alene, og de svære arbejdsbetingelser gjorde det svært for ham.
På den sene kontrachance, hvor Bolton pressede på for en udligning, viste Bendtner dog stor kynisme med en sikker afslutning.
For Bolton var nederlaget det femte ud af fem mulige på hjemmebane i denne sæson. Meget skuffende, og derfor er holdet fortjent under nedrykningsstregen efter ni spillerunder.
Med sæsonens første udesejr har Sunderland nu tre point ned nedrykningspladserne.
En anden dansk angriber Peter Løvenkrands var ikke med i truppen for Newcastle, som hjemme vandt 1-0 over bundholdet fra Wigan. Newcastle er stadig ubesejret i Premier League.
Holdet blander sig overraskende i topstriden med fem vundne kampe og fire gange uafgjort.
Rundens store kamp i Premier League er søndagens Manchester-brag mellem Uniteds mestre og City. United har hjemmebanefordel mod City, som fører ligaen med to point ned til mesterholdet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker