Bendtner vil tilbage i Champions League

Nicklas Bendtner trives rigtigt godt i Sunderland, hvor han lørdag scorede sit første Premier League-mål efter skiftet fra Arsenal.

Landsholdsangriberen befinder sig godt i det nordengelske, men ud over sin søn, der bor hos sin mor i London, savner han også noget andet.

- Jeg savner Champions League rigtigt meget. Det er lidt hårdt at se den fantastiske turnering gå i gang uden selv at være med.

- Champions League kommer jeg tilbage til og spiller med min næste klub. Det er 100 procent sikkert, siger Bendtner til Ekstra Bladet.

I bytte for Champions League-kampene har Bendtner til gengæld fået udsigt til fast spilletid, og det er til gengæld også meget værd.

- Det betyder alt for mig og for mit fodboldspil, men også for mit humør. Jeg var landet i en position i Arsenal, som jeg bare ikke ville være i længere, siger angriberen, der fik 79 kampe fra start i London-klubben og 77 gange blev skiftet ind af manager Arsène Wenger.

Nicklas Bendtner ligner også en sikker mand i landstræner Morten Olsens startopstilling i de kommende EM-kvalifikationskampe mod Cypern og Portugal.

Bendtner er ud over Nicolai Jørgensen den eneste angriber, der er udtaget til truppen. Senere søndag udtager Olsen dog yderligere tre spillere, og der kunne meget vel være mindst én angriber blandt de tre.

/ritzau/

Nicklas Bendtner savner i Sunderland suset ved at spille med i Europas fornemste klubturnering.

Offentliggjort Sidst opdateret