Benfica sikrer første europæiske finale i 23 år
Foto: Hugo Correia /Scanpix
Hugo Correia /Scanpix
Portugisiske Benfica er klar til Europa League-finalen efter en dramatisk semifinalekamp mod tyrkiske Fenerbahce i Lissabon.
Benfica sejrede 3-1 i returkampen og er videre med samlet 3-2.
I finalen den 15. maj i Amsterdam venter engelske Chelsea, som vandt 3-1 hjemme over FC Basel og er videre med samlet 5-2.
Benfica fik en fremragende begyndelse på kampen, da Nicolas Gaitan scorede til 1-0 tidligt i kampen.
Fenerbahce fik dog udlignet til 1-1, da hollænderen Dirk Kuyt udnyttede et straffespark.
Benfica fik håb om avancement før pausen, da Oscar Cardozo benyttede sig af slap opdækning i Fenerbahce-forsvaret til at bringe værterne foran.
Samme Oscar Cardozo blev den store helt for hjemmeholdet, da han midtvejs i anden halvleg udnyttede endnu en blunder af Fenerbahce-forsvaret til at score 3-1-målet, der sender Benfica i finalen.
Kampen blev afbrudt i fem minutter efter en times spil på grund af et uhyggeligt uheld.
Fenerbahce-spilleren Gökhan Gönül blev ramt i hovedet af en modstanders støvle og måtte lade sig udskifte.
Benfica står efter sejren i klubbens første europæiske finale i 23 år.
Klubben tabte i 1990 med 0-1 til AC Milan i finalen af Europa Cuppen for mesterhold, forløberen for Champions League.
I denne sæson var Benfica med i Champions League, men efter en tredjeplads i gruppespillet blev klubben overført til Europa League.
Det samme gør sig gældende for finalemodstanderen, Chelsea.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker