Benitez henter ny spanier til Napoli
Den italienske fodboldklub Napoli er i fuld gang med at bruge nogle af de penge, klubben fik ind, da den i den forgangne uge solgte målskytten Edinson Cavani til Paris Saint-Germain.
Søndag blev det klart, at den spanske landsholdsforsvarer Raúl Albiol skifter til den syditalienske klub fra Real Madrid. Ifølge italienske medier har Albiol kostet i omegnen af 12 millioner euro, svarende til godt 89 millioner kroner.
Dermed er det slut efter fire år i Real Madrid for midterforsvareren, der i 2009 skiftede til hovedstadsklubben fra Valencia.
Han blev aldrig for alvor førstevalg over en længere periode, men nåede alligevel at optræde 117 gange for Real Madrid.
Napoli har før denne sæson ansat spanieren Rafael Benitez som ny træner, og Benitez er tilsyneladende fast besluttet på at omgive sig med flere landsmænd i spillertruppen.
Tidligere på sommeren hentede klubben således en anden spiller fra Real Madrids overskudslager, José Callejon, og det skulle være så godt som sikkert, at også Liverpools spanske målmand José Reina støder til i den kommende uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker