Berørt Randers-lejr ser bekymrende tendenser
Anfører Björn Kopplin (th.) er bekymret for tilstanden i Randers-truppen efter lussingen mod FC Nordsjælland. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Randers FC-anfører er bekymret efter 0-5-nederlag og svag periode, hvor holdet ikke har vundet i lang periode.
Randers FC led et smertefuldt nederlag på 0-5 søndag eftermiddag på hjemmebanen Cepheus Park foran små 5000 tilskuere, da FC Nordsjælland gæstede kronjyderne.
Det tabte opgør sad allerede tungt i spillere og trænere kort efter slutfløjt.
- Jeg er ret berørt af det. Den måde, vi ser ud på den sidste halve time, er pinligt at være med til. Sådan må vi ikke se ud, lyder det fra en brødebetynget Randers FC-cheftræner, Rasmus Bertelsen.
- Alle er meget skuffede. Sidst var det superhårdt (0-4-nederlag til FC København, red.), men det her er endnu hårdere, tilføjer anfører Björn Kopplin.
- Det sker at tabe en kamp, det er ikke et problem. Det er dog for ringe at tabe så stort.
Randers FC har ikke vundet i de første fire kampe i denne superligasæson, og medregnet kampene fra sidste sæson har holdet ikke vundet i ti sammenhængende kampe i træk.
Der er samtidig bekymrende tegn i Randers-truppen på grund af de svigtende resultater.
- Jeg skal tage mere ansvar og sørge for, at vi rykker mere sammen. Jeg føler, at vi er ved at rykke lidt fra hinanden, forklarer Björn Kopplin om sin anførerrolle og klubbens udfordringer.
- Det synes jeg, at vi ser ved at tabe 0-5. Det er ikke kun, fordi modstanderen er god, det er også fordi, at vi gør noget forkert. Det skal vi have snakket om.
Hans cheftræner er enig i, at der skal til at ske ændringer for mandskabet fremadrettet.
- Det er et stort arbejde, der ligger nu. Det påvirker alle at se ud, som vi gjorde den sidste halve time. Det var en flok meget skuffede og overraskede spillere.
- Det her skal helst ikke være noget, vi ser alt for mange gange, slutter Rasmus Bertelsen.
Randers FC spiller næste opgør i 3F Superligaen søndag 20. august ude mod Lyngby.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker