Bestikkelses-sag koster seks Fifa-hovede

Det blev en dyr fornøjelse for de to medlemmer af Fifas eksekutivkomité, som i sidste uge var villige til at sælge deres stemmer, når der om seks uger skal vælges VM-vært for 2018 og 2022.

Det internationale fodboldforbund har suspenderet Amos Adamu fra Nigeria og Reynald Temarii fra Tahiti, oplyses det efter et stormøde onsdag aften. Suspenderingen løber i første omgang kun, mens sagen undersøges.

- Det er en trist dag for fodbold. Stol på os, tilliden vil blive genoprettet, siger Fifas præsident Sepp Blatter.

Avisen Sunday Times dokumenterede i sidste uge, hvordan de to seniormedlemmer kunne købes for henholdsvis otte millioner dollars og 2,4 millioner dollars. Penge, der angiveligt skulle bruges til fodboldbaner og et sportsakademi i deres respektive hjemlande.

Reynald Temarii har overfor hjemmesiden insideworldfootball.com erklæret sig ikke skyldig i anklagerne.

Derudover meddeler Fifa, at yderligere fire landerepræsentanter er blevet suspenderet. Det drejer sig om Slim Aloulou fra Tunesien, Amadou Diakite fra Mali, Ahongalu Fusimalohi fra Tonga og Ismael Bhamjee fra Botswana.

I deres tilfælde lyder det, at de har forbrudt sig mod Fifas etiske- som disciplinære kodeks.

Kandidaterne til værtskabet i 2018 er England, Rusland, Spanien/Portugal og Holland/Belgien. Kampen om at afholde VM i 2022 står mellem USA, Japan, Sydkorea, Quatar og Australien.

VM i 2014 afholdes i Brasilien.

/ritzau/

Fifa suspenderer to medlemmer af eksekutivkomitéen efter bestikkelses-sag. I alt er seks personer suspenderet.

Offentliggjort Sidst opdateret