Bevæget Thomas Delaney: Jeg kommer hjem til FCK en dag
FC Københavns fans sang hyldestsange for Thomas Delaney både før, under og efter kampen mod Sevilla. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Thomas Delaney skjuler ikke, at han vil hjem til København. Kasper Dolberg vil hellere til Søhøjlandet.
Thomas Delaney sled og slæbte som en af de allervigtigste spillere i FC København, da klubben senest var i Champions League i 2016.
Onsdag aften spillede han igen Champions League i Parken, men denne gang var situationen vendt en lille smule på hovedet.
Thomas Delaney havde nemlig trukket i en rød trøje og sloges for spanske Sevilla mod sin danske hjerteklub.
Men selv om den tidligere FCK-anfører var modstander i Parken onsdag, fik han masser af kærlighed fra de københavnske fans, som både før, under og efter kampen hyldede midtbanespilleren.
- Når stadion synger til mig på den måde, mærker jeg det og sætter pris på det. Jeg er ydmyg over det. Det var en stor oplevelse, sagde en tydeligt rørt Thomas Delaney, da han efter kampen talte med pressen.
- Jeg prøvede at lægge det fra mig i kampen. Det var underligt at være modstander, men jeg synes, det gik fint.
Oplevelsen bekræftede Thomas Delaney i, at han på et tidspunkt skal tilbage og have hjemmebane i Parken.
- En dag. Jeg har sagt, at det kommer til at ske, siger han og understreger, at han altså har en kontrakt på endnu to år i Sevilla.
Han afviser desuden at have været i dialog med FCK, men afslører, at bestyrelsesmedlem William Kvist jævnligt spørger, "om ikke det er nu", han skal hjem til den danske hovedstad.
Fodboldmæssigt havde Thomas Delaney, der startede på banen, og holdkammeraterne ikke den bedste oplevelse mod FCK.
Flere af holdets store stjerner viste kun i glimt, hvad de kan, og spanierne måtte rejse hjem med 0-0 i bagagen.
- Det var en svær kamp for os. Jeg ved, hvor svært det kan være for en modstander at spille mod FCK i Parken i Champions League. Det var tæt, der var mange dueller og mange hjørnespark, og der var ingen klar dominans fra nogen af holdene, siger Thomas Delaney.
Undervejs i kampen kom også Kasper Dolberg på banen for Sevilla. Han havde svære betingelser i anden halvleg, hvor spanierne ikke rigtig havde greb om kampen.
- Jeg skulle ud at løbe og prøve at samle nogle bolde op og presse på. Jeg gik selvfølgelig efter at score, men det var svære vilkår.
- Vi er ikke tilfredse. Vi skal kunne slå FCK. Men vi tabte ikke – det var det positive, siger Kasper Dolberg.
Også han var imponeret af kulissen i Parken, men hvis han på et tidspunkt skal hjem til Danmark, så er det en anden klub, der trækker i ham.
- SIF, sagde en smågrinende Kasper Dolberg med henvisning til sin barndomsklub Silkeborg IF, inden han stak af sted mod holdbussen.
Ligesom FCK har Sevilla fået en svær start på sæsonen. Klubben har blot hentet fire point i fem kampe og ligger nu også sidst i Champions League-gruppen, hvor FCK er på tredjepladsen med en bedre målscore.
Manchester City fører gruppen, og Dortmund følger efter.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde