Bidsk amerikaner har fået karantæne og misser danskerkamp
Paul Skorupa (tv.) blev smidt ud med et blåt kort, da USA torsdag tabte til Bahrain. Han bed en modstander. Foto: Johan Nilsson/Ritzau Scanpix
Paul Skorupa er ikke med mod Danmark lørdag, efter at han mod Bahrain bed en modstander i armen.
USA er uden stregspiller Paul Skorupa, når holdet lørdag aften møder Danmark ved VM i herrehåndbold.
Det oplyser amerikanerne til TV 2 Sport.
Fraværet af Skorupa er ikke helt uventet, da han i torsdagens nederlag til Bahrain fik det blå kort, som betyder diskvalifikation med mulighed for efterfølgende karantæne.
Et rødt kort betyder blot, at man er ude i resten af kampen.
Det blå kort kom, efter at dommerne havde gransket video, hvor man kunne se Skorupa bide en modstander i en nærkamp.
Selv mente Skorupa efter kampen ikke, at han havde gjort noget, der skulle udløse en karantæne.
- Jeg talte med ham (modstanderen, red.) om mærket på hans arm, for jeg vil ikke have, at jeg misser næste kamp, sagde Skorupa ifølge TV 2 Sport selv efter episoden med henvisning til lørdagens opgør mod Danmark.
- Men jeg stoler på, at dommerne tager den rigtige beslutning nu, for jeg glæder mig til næste kamp.
Når en spiller tildeles det blå kort, bliver episoden indberettet til turneringens disciplinærinstans, som tager stilling til, om der skal tildeles en karantæne. Det har man valgt i tilfældet med Skorupa.
Danmark og USA tørner sammen 20.30 lørdag i mellemrunden.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet