Efter sigende var spejdere fra flere europæiske klubber til stede på et solbeskinnet Farum Park, da pokalvinderne fra FC Nordsjælland søndag åbnede Superligasæsonen med at rundbarbere Silkeborg med 4-1.
To af målene stod den brandvarme Nicki Bille for, og angriberen kan ikke undgå at have efterladt et positivt indtryk oppe på tilskuerpladserne.
Nicki Bille havde stor andel i det flotte spil, der store perioder fik jyderne til at ligne statister, der manglede koncentration, og som især defensivt så passive ud gennem hele kampen.
Det tog også kun ti minutter, før pokalvinderne kom foran 1-0. Matti Lund kunne trille bolden ind i et tomt mål efter et par returbolde.
Nordsjællænderne fortsatte det flotte spil, og da Nicki Bille i det 30. minut scorede et flot hovedstødsmål efter en indøvet kombination, lignede de et hold på sejrskurs.
Men på et koncentrationssvigt og en pludseligt opstået skudmulighed til Silkeborgs Jesper Mikkelsen fik midtjyderne reduceret to minutter efter. Herefter faldt kampen lidt i niveau, og holdene gik til pausete ved stillingen 2-1.
Efter pausen lagde FC Nordsjælland igen ud for fuld damp, og anfører Nicolai Stokholm kunne efter 55 minutter heade et flot sparket frispark fra højrekanten uden for Silkeborg-målmand Lasse Heinzes rækkevidde.
Med tyve minutter igen lukkede og slukkede Nicki Bille så efter et kontraangreb, der mindede om det tyske landsholds effektive omstillingsspil under VM.
FC Nordsjælland kunne nemt have vundet kampen med flere mål, men det blev ved 4-1. Det bekymrer nok ikke træner Morten Wieghorst lige så meget som spørgsmålet om, hvorvidt han og klubben kan holde på Nicki Bille resten af sæsonen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned