BILLEDSERIE: De danske medaljevindere ved OL

1. august 2021. Anne-Marie Rindom, guld i Laser Radial, sejlads. Efter en nervepirrende medaljesejlads tog Anne-Marie Rindom guldet i Laser Radial. Det er en flot forbedring af danskerens bronzemedalje fra OL i Rio i 2016. Især rivalen Marit Bouwmeester pressede danskeren, men hollænderen måtte slutteligt nøjes med bronzen. Foto: Olivier Morin/Ritzau Scanpix

Alle danskere har været i aktion ved OL i Tokyo. Det blev til 11 medaljer for Danmark heriblandt tre af guld.

Offentliggjort Sidst opdateret

De olympiske lege i Tokyo er slut for de danske atleter.

111 atleter blev sendt til Japan, og 11 gange lykkedes det for danskere at vinde en medalje i deres sportsgren.

Det er den næstbedste total siden 1948 - kun overgået af de 15 medaljer i Rio i 2016.

Danmark kommer hjem fra Tokyo med tre guldmedaljer, fire sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.

2. august 2021. Viktor Axelsen, guld i herresingle, badminton. På suveræn vis udraderede Viktor Axelsen kinesiske Chen Long, der kom til OL som regerende olympisk mester. Den titel tilhører nu danskeren, der ikke levnede en ellers velspillende Chen Long nogen chance i finalen. Axelsen tabte ikke et eneste sæt i OL-turneringen, og også finalen blev vundet i overbevisende stil med cifrene 21-15, 21-12. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
7. august 2021. Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv, guld i parløb, banecykling. Danskerne stillede til start som OL-favoritter og levede op til de høje forventninger i den olympiske velodrom i Izu. Løbet blev dog en gyser helt til det sidste, da briterne i et desperat angreb på guldet forsøgte at snuppe en omgang, hvilket dog ikke lykkedes. Danmark endte med 43 point, mens Storbritannien og Frankrig begge havde tre point færre. Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix
26. juli 2021. Jesper Hansen, sølv i skeetskydning, skydning. Danskeren rejste sig fornemt efter en halvskidt start på OL. Danskeren fik akkurat klemt sig med i den olympiske finale på sjette og sidste mandat. Og i finalen leverede han fornemt og vandt sølv efter amerikaneren Vincent Hancock, der var helt suveræn med 59 træffere ud af 60 mulige i finalen. Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix
4. august 2021. Lasse Norman Hansen, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg og Rasmus Lund, sølv i 4000 meter holdforfølgelsesløb, banecykling. Danmark var storfavorit forud for OL, men i finalen kørte Italien marginalt hurtigere. 0,166 sekunder lød forskellen på de to hold efter 4000 meter, som begge hold tilbagelagde hurtigere end den nu tidligere verdensrekord. Men Italien var altså hurtigst, og derfor måtte Frederik Rodenberg, Niklas Larsen, Rasmus Lund og Lasse Norman Hansen nøjes med sølv. Foto: Christian Hartmann/Reuters
6. august 2021. Amalie Dideriksen og Julie Leth, sølv i parløb, banecykling. Danskerne var stærke i løbets sidste halvdel og tog sammen med de suveræne briter og russerne en omgang på feltet og dermed 20 point. Det blev afgørende. Briterne var stærkest fra start til slut og vandt guldet i suveræn stil foran danskerne og russerne. Foto: Kacper Pempel/Reuters
7. august 2021. Herrelandsholdet, sølv i håndbold. De forsvarende olympiske mestre formåede ikke at gentage triumfen fra Rio. I OL-finalen mod Frankrig spillede Danmark under niveau i omtrent 40 minutter og var bagud med seks mål. En dansk slutspurt skabte fornyet spænding, men symptomatisk for den danske indsats blev bolden smidt væk med få sekunder tilbage, da der var mulighed for en udligning. I stedet scorede Frankrig i et tomt mål og vandt finalen 25-23. Foto: Marijan Murat/Ritzau Scanpix
29. juli 2021. Frederic Vystavel og Joachim Sutton, bronze i toer uden styrmand, roning. Duoen lignede på forhånd ikke et oplagt bud på en dansk medaljevinder, men imponerede ved OL. I det indledende heat og i semifinalen blev det til henholdsvis en første- og en andenplads, og så var finalebilletten hjemme. I kampen om medaljerne lagde danskerne sig tidligt blandt de forreste og holdt sig altså der helt frem til målstregen. Foto: Frank Hoermann / Sven Simon/Ritzau Scanpix
1. august 2021. Pernille Blume, bronze i 50 meter fri, svømning. Den danske svømmestjerne var spået til at tage endnu en olympisk medalje, om end hun denne gang måtte svømme under mere bevågenhed og større pres end i Rio for fem år siden. Det tøjlede danskeren fint, og hun blev nummer tre i finalen i 50 meter fri. Hun var 0,14 sekunder fra Sarah Sjöström på andenpladsen og 0,4 sekunder fra Emma McKeon på førstepladsen. Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
3. august 2021. Emma Aastrand Jørgensen, bronze i 200 meter enerkajak, kajak. For andet OL i træk tager den 25-årige kajakroer en olympisk medalje. På sprintdistancen satte hun næstbedste tid i semifinalerne, hvilket hun næsten fulgte op i finalen. Efter målfoto om sølvmedaljen måtte Emma Aastrand Jørgensen dog nøjes med en flot bronzemedalje. Lisa Carrington tog guldet suverænt, mens Teresa Portela fik sølv i en tid, der var under to hundrededele af et sekund hurtigere end Emma Aastrand Jørgensens tid. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
5. august 2021. Emma Aastrand Jørgensen, bronze i 500 meter enerkajak, kajak. Hun var skuffet efter tredjepladsen i 200 meter enerkajak, men efter bronzemedaljen i 500 meter enerkajak var glæden hos Emma Aastrand Jørgensen anderledes stor. Hun var kun sjettebedst halvvejs i finalen, men sejlede sig op på de sidste 250 meter og endte altså på tredjepladsen efter Lisa Carrington og Tamara Csipes. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix