Billetter til danske fans på Wembley er snart revet væk
Der er fodboldfeber i Danmark. Det kan spillerne mærke, når de kommer hjem til basen i Helsingør, hvor fans tager imod. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Cirka 6000 danskere kan købe billet til EM-semifinalen mod England, men kun hvis de bor i Storbritannien.
Indtil videre er 4800 af cirka 6000 billetter til danske fodboldfans til EM-semifinalen mod England solgt.
Det oplyser Ronnie Hansen, kommerciel chef i Dansk Boldspil-Union (DBU).
- Det er vigtigt at forstå, at det at købe billetten var det nemme. Nu skal danskerne i England vise, at de ikke er landsholdsturister, men kan overtage forpligtigelsen fra hele Danmark med at bære holdet frem - også i de svære perioder af kampen, skriver Ronnie Hansen i en sms til Ritzau.
Britiske indrejseregler, som tager højde for corona, betyder, at det kun er danskere bosat i Storbritannien, som har mulighed for at overvære kampen på Wembley i London.
Der vil være plads til mindst 60.000 fans på Wembley, og cirka 6000 er altså afsat til danske fans. Kampen spilles onsdag klokken 21 dansk tid.
Der bor ifølge Udenrigsministeriet cirka 30.000 danskere i Storbritannien.
Hidtil i EM-slutrunden har Danmark draget fordel af rejserestriktionerne i forskellige lande.
Danske coronarestriktioner gjorde det besværligt for belgiere at komme ind i Danmark for at se den anden kamp i gruppespillet i Parken, og til sidste gruppekamp i Parken mod Rusland var der næsten ingen opbakning til russerne.
I ottendedelsfinalen mod Wales måtte waliserne ikke være til stede i Amsterdam, mens danskerne mødte talstærkt op.
Til en eventuel finale har Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) lavet en særaftale med de britiske myndigheder om tilrejsende fans.
Det betyder, at Danmark kan få 1000 tilrejsende fans ind på Wembley, hvis Danmark kommer så langt.
I den anden semifinale tørner Spanien og Italien sammen. Den kamp spilles tirsdag. Ligeledes på Wembley.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned