Bitre schweizere erkender panik efter dansk comeback
Henrik Dalsgaard scorer tre minutter inde i overtiden til 3-3, da han kommer på bolden før schweizernes målmand Yann Sommer. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Danmarks comeback i 3-3-kampen i Basel giver selvransagelse hos de schweiziske spillere, der erkender panik.
Flere af de schweiziske landsholdsspillere har det forfærdeligt efter tirsdagens 3-3-kamp mod Danmark i EM-kvalifikationen.
De schweiziske værter førte med 3-0 frem til det 83. minut, men så gik det galt for hjemmeholdet.
- Vi tabte kontrollen og formåede ikke at køre bolden rundt, hvilket ville have givet noget ro.
- Danskerne udnyttede hektikken - det kaos, der opstod. Det er virkelig ærgerligt, siger målmand Yann Sommer til avisen 20 Minuten.
Målscoreren til 1-0, Remo Freuler, ærgrer sig også over, at schweizerne ikke bevarede roen.
- Vi gik lidt i panik til sidst - efter at de kom på 2-3. Hvis vi havde været lidt smartere og holdt på bolden, så kunne vi have kæmpet længere fremme på banen. Det endte vi med at betale for til sidst, siger Freuler.
Med godt ti minutter tilbage af kampen blev den schweiziske midtbaneprofil og målscorer til 2-0, Granit Xhaka, pillet ud på bænken til store klapsalver, da hjemmeholdet førte 3-0.
Ingen af de schweiziske spillere peger på Xhakas udskiftning som årsagen til holdets sammenbrud.
- Vi ved, at Xhaka er vigtig for holdet, og fem minutter senere stod det 1-3 og så 2-3. Vi kunne godt have brugt hans erfaring, men vi har også andre gode spillere, siger Freuler.
Angriberen Albian Ajeti fortæller, at det uafgjorte resultat føles som et nederlag.
- Når man fører 3-0 efter 83 minutter, og det ender 3-3, så føles det som et nederlag, siger han.
Angrebskollegaen Breel Embolo er helt på linje.
- Det er ekstremt bittert, men vi må lære af det. Jeg tror nu heller ikke, at danskerne selv er klar over, hvordan de scorede tre gange, siger Embolo, der et kvarter før slutfløjt scorede målet til 3-0.
Kampen mod Schweiz var Danmarks første af otte på vej mod EM i 2020. Næste opgave er 7. juni på hjemmebane mod Irland. Ud over Schweiz og Irland er Danmark i gruppe med Gibraltar og Georgien.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker