Bittert nederlag - Team Sydhavsøerne slået på Heden

Kristian Lund Vukman forlader arenaen i Herning med bøjet nakke efter nederlaget til HC Midtjylland. Foto: Thomas Lærke Jensen

I en målrig affære havde Team Sydhavsøerne chancerne for at tage point mod HC Midtjylland, men udnyttede dem ikke.

Offentliggjort Sidst opdateret

HERNING, FOLKETIDENDE: Herning er ikke nogen lykkeby for Team Sydhavsøerne, der aldrig har vundet på Heden og HC Midtjylland, og det har de stadig ikke efter lørdagens interne opgør i 1. division.

Team Sydhavsøerne kom rigtig skidt fra land mod HC Midtjylland, der hurtigt kom foran med 5-1. Hverken forsvar eller angreb var skarpslebent i den indledende fase, og det virkede en smule sløvt fra gæsternes side, der havde svært ved at trække sig op i den totalt stemningsløse hal i Herning, hvor omkring 300 tilskuere i en arena med plads til 1.700 tilskuere ikke gjorde meget væsen af sig.

Det gjorde de to holds forsvar og målmændene heller ikke.

Med ti minutter tilbage af første halvleg fik Team Sydhavsøerne kontakt ved stillingen 14-14 og kom også foran med et enkelt mål, da Alexander Nielsen scorede på straffekast.

HC Midtjylland fik via en udvisning til Gustav Murel, der gjorde comeback efter et års tid væk med en korsbåndsskade, igen bragt sig foran med tre mål.

Værterne kom foran med 20-17, men i halvlegens sidste sekund fik Gustav Murel reduceret til halvlegsstillingen 20-19.

Efter pausen var hjemmeholdet igen en smule skarpere, uden at det var prangende, og halvlegen kom aldrig op på noget spillemæssigt højt niveau.

Team Sydhavsøerne var hele tiden bagud, men fik kontakt ved stillingen 28-28, da Gustav Murel scorede i undertal.

Det lignede en afgørelse, da HC Midtjyllands Kasper Kvist gjorde det til 33-29 på et kontrastød, men Team Sydhavsøerne fandt de sidste kræfter frem og fik reduceret til 33-32.

I de sidste to minutter havde de sågar to angreb, hvor de kunne have udlignet, men det lykkedes aldrig og i stedet kunne Livio Klausen afgøre kampen til 34-32 inden Lasse Højgaard gjorde det til slutfacit 34-33.

Resultatet betyder at de hold bytter plads i tabellen. HC Midtjylland sender Team Sydhavsøerne ned på en syvendeplads i 1. division.