Bjarne Riis: Udsmidning er passende straf

Bjarne Riis mener, at Andy Schleck og Stuart O'Grady har fået en passende straf, efter at Team Saxo Banks holdejer før 9. etape af Vuelta a España smed de to ryttere ud af det spanske etapeløb.

Det skete, efter at Schleck og O'Grady natten til tirsdaghavde været ude at drikke alkohol.

- Som det er blevet sagt. De har forbrudt sig mod vores interne regler. Længere er den ikke, siger Bjarne Riis til TV2 Sporten.

Kører de fortsat på dit cykelhold?

- Ja, det gør de. Dette er konsekvens nok. I livet er der en konsekvens for ens handlinger. Nu har de fået en konsekvens, der betyder, at de ikke er med længere, forklarer Bjarne Riis, der ikke ønsker at uddybe de nærmere omstændigheder.

- Jeg skal ikke kommentere på præcis hvordan og hvorledes. Kendsgerningen er, at de to ryttere ikke kører længere i Vueltaen, fastslår holdejeren.

Riis, der ikke længere råder over Andy Schleck fra næste sæson, fortæller, at det var hårdt at give rytterne beskeden.

- Det var ikke sjovt, men sådan er det. Det er der nogen, der skal. De må stå inde for de handlinger, de har gjort.

- Andy er sikkert ked af det, der er sket. Han er en ung gut, og forhåbentlig lærer han af det, siger Riis.

Hvordan kommer du videre?

- Jeg er videre, fastslår Team Saxo Banks holdejer.

/ritzau/

Team Saxo Banks holdejer Bjarne Riis mener, at Andy Schleck og Stuart O'Grady har fået en passende lærestreg. En sen tur i byen betød hjemsendelse fra Vueltaen.

Offentliggjort Sidst opdateret