Bjelland: Vi skal bestemme mod Rusland

Sådan lyder håbet fra FC Nordsjællands midterforsvarer Andreas Bjelland, der sandsynligvis erstatter skadede Daniel Agger i aftenens kamp.

- Forhåbentlig bliver det en kamp, hvor det er os, der er spildominerende og mest på bolden, så vi får vist noget af det, vi gerne vil stå for som landshold, siger Andreas Bjelland.

- Vi skal turde tage fat i bolden og vise, at det er vores hjemmebane og få skabt en god stemning omkring landsholdet frem mod slutrunden til sommer, fortsætter han med henvisning til EM i Polen og Ukraine.

Mod russerne kommer Bjelland sandsynligvis til at udgøre midterforsvaret sammen med Simon Kjær. Det gjorde de også i efteråret, da Danmark slog Portugal 2-1 i den afgørende kvalifikationskamp til EM.

- Vi er to spillende forsvarere, som gerne vil være på bolden og tage den med frem. Vi supplerer hinanden godt, synes jeg.

Selv om Andreas Bjelland allerede har fået en del positive tilkendegivelser fra landstræner Morten Olsen, så føler FCN-spilleren sig ikke sikker på en plads i den 23-mand-store EM-trup.

- Forhåbentlig er chancerne gode. Jeg fik vist i efteråret, hvad jeg står for, men foråret bliver vigtigt.

- Hvis vi i FCN kan gå ud og præstere som hold, så får det også mig til at se godt ud, så de næste 15 kampe i Superligaen er vigtige.

- Men forhåbentlig har jeg også fået sat mit præg på tingene allerede nu, siger Bjelland, der til sommer skifter til Twente i Holland.

Kampen mellem Danmark og Rusland begynder klokken 19:45.

/ritzau/

Russerne kommer ikke til at røre bolden ret meget, når det danske landshold i aften åbner landskampsåret med et venskabsopgør mod Rusland i Parken.

Offentliggjort Sidst opdateret