Bjergspurt sender Chris Anker til tops i Polen Rundt

Chris Anker Sørensen indtager en delt førsteplads i Polen Rundt efter 1. etape, der blev kørt lørdag i det nordlige Italien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Saxo-Tinkoff-danskeren var med til at præge afslutningen, hvor han var først over en stigning godt to kilometer fra målstregen i Madonna di Campiglio. Chris Anker Sørensen formåede dog ikke at holde hele vejen til mål.

Etapen blev vundet af italienske Diego Ulissi (Lampre). Den Tour de France-vragede dansker blev noteret for samme tid på en 13.-plads.

Da den internationale cykelunion (UCI) tester et nyt pointsystem, hvor der bliver uddelt en tidsbonus på 10, 20 og 30 sekunder for de indlagte point- og bjergspurter på ruten, vankede der bonussekunder til Chris Anker Sørensen.

Danskeren blev tildelt 10 bonussekunder for sin indsats på den sidste stigning og er derfor delt etter i den samlede stilling, hvor han står noteret for nøjagtig samme tid som etapevinder Diego Ulissi.

Chris Anker Sørensens holdkammerat Rafal Majka er nummer fire. Polakken blev nummer tre på etapen.

- Hele holdet gjorde det rigtig flot hele vejen gennem etapen. Rafa og jeg blev beskyttet og kørt frem til finalen, hvor vi vidste, det ville blive taktisk, fordi stigningen ikke var særlig stejl, siger Chris Anker Sørensen til Saxo-Tinkoffs hjemmeside.

- Desværre blev det ikke til sejr, men jeg er rigtig fint tilfreds med formen, og jeg håber at kunne fortsætte de gode takter.

- Allerede i morgen venter endnu en hård bjergetape, hvor jeg tror, hele feltet kan blive sprængt i stykker med 60 kilometer igen, så vi skal sørge for at sidde klar forrest, siger danskeren.

/ritzau/