Først på en kommende ekstraordinær generalforsamling vil formand Per Bjerregaard udtale sig om den ledelseskrise, der torsdag brød ud i lys lue hos den traditionsrige Superligaklub Brøndby.
Flere medier har spekuleret i, at det netop var efter et opgør med Bjerregaard, at direktør Ole Palmå samt bestyrelsesmedlemmerne Kurt Larsen, Niels Roth og Ole Staxen tog deres gode tøj og gik. Men en forklaring mangler stadig.
- Vores aktionærer har krav på at få mine kommentarer først, og de vil falde på den ekstraordinære generalforsamling. Derfor har jeg ikke yderligere kommentarer, siger bestyrelsesformand Per Bjerregaard i en meddelelse til fondsbørsen.
I meddelelsen står endvidere, at bestyrelsesformanden "beklager samtidig, at Kurt Larsen, Niels Roth og Ole Staxen har valgt at udtræde af bestyrelsen, og at administrerende direktør Ole Palmå har valgt at opsige sin stilling."
Det er kun lidt over et halvt år siden, at Ole Palmå tiltrådte som direktør i klubben, og han er den tredje i rækken af direktører, som forlader klubben før tid.
Før Ole Palmå nåede Frank Buch-Andersen at være direktør i Brøndby i et halvt år, og forinden var det Hermann Haraldsson, som kun var direktør i klubben i lidt over et år.
Haraldsson afløste Per Bjerregaard som direktør, da Per Bjerregaard, der gennem en årrække har været manden bag opbygningen af klubben, blev formand.
Hvornår den kommende generalforsamling skal afholdes, og hvilke punkter der vil være på programmet, vides endnu ikke.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker