Bjerregaard vil have møde med Kasi-Jesper

Brøndby-formand Per Bjerregaard fortsætter sine tilnærmelser til smykkerigmanden Jesper Nielsen - også kendt som Kasi-Jesper.

I Jyllands-Posten torsdag varsler Bjerregaard, at de to skal mødes for blandt andet at drøfte, hvordan et generationsskifte i Brøndby-ledelsen skal ske.

- Vi talte sammen i weekenden , og aftalen var, at Jesper Nielsen skulle ringe sidst på ugen. Når han gør det, fastlægger vi et tidspunkt for, hvornår vi skal mødes en af de kommende dage, siger Bjerregaard til avisen.

Onsdag sagde han, at han sagtens kan se Jesper Nielsen som hans arvtager på formandsposten. Samme dag slog Jesper Nielsen fast, at han ikke har noget at gøre under den nuværende ledelse i Brøndby.

- Det klogeste er, at vi sætter os sammen for at finde ud af, hvad vi synes. Jeg har et indtryk af, at vi to har det udmærket med hinanden, siger Per Bjerregaard, der dog også varsler, at han ikke er klar til at forlade sit kontor lige nu og her.

- Det er fair nok, at pensionister pensioneres på et tidspunkt, men det er klart, at skal en ny generation til, skal der, som jeg sagde i Jyllands-Posten, være en periode, da vi ser på kommunikationen til Fondsbørsen. Det ser vi på, når vi har sat os sammen, lyder det fra Brøndby-formanden.

Andetsteds i avisen slår han fast, at det ligger i den kommende strategi, at der skal ske en overdragelse af magten i klubben, men han appellerer til forståelse for, at hans generation ikke bare lige slipper taget.

- Min generation har slidt og slæbt, og vi er med rette stolte af denne klub, vi har lavet, så det skal der også tages hensyn. til.

/ritzau/

Der skal drøftes kommunikation og generationsskifte på et snarligt møde mellem Per Bjerregaard og Kasi-Jesper.

Offentliggjort Sidst opdateret