Bjerringbro-Silkeborg knækker GOG i hård pokalfight

Kasper Larsen stod en stor kamp i Bjerringbro-Silkeborgs mål i sejren over GOG. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

GOG er ude af pokalturneringen efter et nederlag på fem mål til Bjerringbro-Silkeborg tirsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal findes en ny pokalmester hos håndboldherrerne.

Det er en kendsgerning, efter at de seneste to års vindere fra GOG tirsdag aften tabte 22-27 på udebane til Bjerringbro-Silkeborg i kvartfinalen.

I en fysisk hård kamp viste hjemmeholdet sig som det mest slidstærke og er nu klar til Final 4-stævnet, der spilles i midten af februar i Herning.

Også Sønderjyske har booket billet til Final 4 efter en imponerende sejr på 29-23 hjemme over Fredericia HK.

På grund af skader havde GOG op til kampen hentet den tidligere Skjern-fløj Lasse Uth, der ikke havde spillet en eneste kamp i sæsonen og stod uden kontrakt.

Han var på banen fra start og kom allerede på tavlen med målet til 3-1.

Gæsterne fik i det hele taget en god start med et par hurtige kontramål og førte 4-1, da Bjerringbro-Silkeborg tog sin første timeout.

Landsholdsstjernen Rasmus Lauge kom på banen, og det var med til at sætte skub i tingene.

BSH meldte sig ind i kampen og tog sin første føring efter 19 minutter, hvor Gudmundur Bragi Astthorsson scorede på et straffekast.

GOG-træner Kasper Christensen tyede til syv mod seks i angrebet, men det gik ikke som planlagt.

Værterne havde godt styr på det og gik til pause med en føring på 13-11 efter en målfattig, men intens første halvleg.

Bjerringbro-Silkeborg råder over flere tidligere GOG-profiler, og særligt Morten Olsen trådte i karakter i anden halvleg.

Den erfarne playmaker fordelte spillet elegant, og samtidig var det svært for fynboerne at overliste Kasper Larsen i målet.

BSH kom foran 18-15 og stod så godt defensivt, at gæsterne havde svært ved at spille sig til brugbare chancer.

Hver gang GOG fik snerten af et comeback, lukkede Bjerringbro-Silkeborg ned for gæsterne, og med fem minutter igen lagde Lauge GOG i graven.

Onsdag spilles de to sidste kvartfinaler, når Grindsted står over for TTH Holstebro, og Aalborg møder Skjern.

/ritzau/