Thomas Bjørn er tilbage på toppen af golfverden. I hvert fald for en stund.
Torsdag gik han en fantastisk første runde ved majorturneringen British Open, hvor han indtager en foreløbig førsteplads fem slag under par.
Runden bød samtidig på et gensyn med det 16. hul, hvor Bjørn i 2003 smed en tilsyneladende sikker turneringssejr væk, efter at han ikke kunne få bolden ud af en bunker og derfor måtte indkassere en dobbeltbogey.
På torsdagens runde formåede han dog at lave en birdie på selvsamme par tre-hul.
- Da jeg ramte den, tænkte jeg, at "det her bliver en hård kamp". Så da den røg lige over bunkeren, måtte jeg bare smile og konstatere, at tingene gik min vej i dag, siger Thomas Bjørn.
Han har ikke været tilbage på Royal St. Georges-banen siden nederlaget i 2003, men Thomas Bjørn siger, at fiaskoen nu er et overstået kapitel i hans liv.
- Mange har spurgt mig, hvordan jeg har det med turneringen i 2003, men det hører fortiden til, siger han.
Thomas Bjørn er i det hele taget heldig, at han overhovedet kunne stille til start ved dette års British Open. Den 40-årige dansker er kun med som reserve, fordi Fijis Vijay Singh måtte trække sig.
- Jeg forventede aldrig, at jeg skulle spille her i denne uge, så der er ingen grund til at blive anspændt, siger Bjørn om udsigten til at skulle forsvare sin førsteplads i de kommende dage.
- Jeg vidste, at jeg ikke kom i den bedste form, så jeg prøver bare at nyde at være her og se, om jeg kan komme i bedre form.
- Om jeg kan holde hele vejen til søndag, det vil tiden vise. Men jeg er meget, meget tilfreds med i dag.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde