Bjørnene bider fra sig i gyser

Det var en vaskeægte gyser af en kamp - hvor hjemmeholdet kunne trække sig ud som sejrsherrerne. Foto: Claus Hansen. 

Pendulet svingede mellem Nykøbing FC og FC Helsingør kampen igennem, men et hattrick fra Mathias ''MK'' Kristensen kunne hive tre point hjem fra endnu en ikonisk NFC-sejr, der endte 4-3 til hjemmeholdet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING, FOLKETIDENDE: Det lignede ikke to hold, der var adskilt med 29 point i NordicBet ligaen, da Nykøbing FC tog imod divisionens etter på Lollands Bank Park. FC Helsingør var storfavorit, men det kunne ikke ses på dagen, hvor målene regnede ned over Falster.

Det var NFC, der kom bedst fra start, og de kom også ganske fortjent foran 1-0 ved et fremragende drømmehug af fyrtårnet Mathias Kristensen, som skruede bolden forbi Helsingør-keeperen fra en uhyre svær vinkel over 30 meter ude.

Men en blunder af proportioner kostede dyrt, da Morten Bank forsøgte at løbe en lang bold i møde, men altså ikke kunne få en fod på, hvorefter Kristoffer Munksgaard kunne lægge et indlæg ind til New Zealandske Callum McGowatt, der gjorde det til 1-1.

Efterfølgende var det som om, at mavepusteren påvirkede NFC lidt for meget. Før målet havde holdet vist imponerende takter og havde spillet rundt om gæsterne, som var de barnemad, men nu begyndte Helsingør så småt at finde ind i kampen.

Det var Kasper Jensen dog ligeglad med, og efter Mathias '‘MK’' Kristensen kunne snitte et hjørnespark videre, satte forsvarsspilleren foden på og gjorde det til 2-1.

Men så blev der dømt straffe for gæsterne, hvor Adamsen iskøligt kvitterede med scoringen til 2-2. I momenter kunne man frygte, at NFC mistede grebet på kampen, men bjørnene sad solidt defensivt, og så havde de en storspillende Mathias Kristensen, der ville ende med at hive et hattrick hjem og sætte sig på førstepladsen blandt topscorerne i NordicBet ligaen denne sæson.

Kristoffer Munksgaard må have kigget efter, da ‘’MK’’ scorede sin første på dagen. I hvert fald krøllede han bolden op i hjørnet af NFC-målet og forbi en chanceløs Morten Bank til 2-3 til gæsterne.

Herefter satte Nicolai Jessen ild til kampen ved at lægge et indlæg helt perfekt til Mathias Kristensen, der bare skulle sætte panden på og se den svæve bag en chanceløs Helsingør-keeper. 3-3 i en gyser af en kamp, hvor NFC dog spillede bedst over de 90 minutter.

Det havde ikke været en typisk NFC-sejr, hvis der ikke kom drama i overtiden - og for den sags skyld også en MK-scoring - og denne kamp skuffede heller ikke på det parameter.

Efter et straffe dømt mod indskiftede Lucas Giessing tog Mathias Kristensen en dyb indånding og snød keeperen ved at trille bolden i den modsatte side af, hvor han sprang.

Sådan endte kampen til topholdets store fortvivlelse. 4-3 til ''Bjørnene'', der fortsat ligger nummer seks i NordicBet ligaen - nu med 28 point.