BJØRNENE TABER 2-0 PÅ LOLLANDS BANK PARK

Læs den komplette dækning af kampen samt interview med manager Claus Jensen om 2-0 nederlaget i mandagsudgaven af Folketidende. Foto: Ingrid Riis.

Hvidovre IF tog alle point, da københavnerne gæstede Nykøbing FC's hjemmebane. 2-0 blev det i en kamp, hvor Mathias Gehrt i den grad manglede.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var ingen kanin, der kom op af hatten her til eftermiddag, da Hvidovre vandt 2-0 over NFC.

Mathias Gehrt - det lokale holds nok vigtigste offensive kort for tiden - var ikke en del af holdet, da den tidligere Brøndby-profil havde fået en skade under midtugens træningssession.

Det efterlod angrebsspillet en smule hostende og hakkende i en kamp, der så tidligere NFC-spiller Tobias Thomsen score til 1-0 ved oplæg af 35-årige Martin Spelmann, der også scorede for københavnerklubben i sæsonpremieren sidste weekend. Sublimt opspil satte veteranen fri, og så var det en simpel flad aflevering på tværs af feltet, der fandt den tidligere NFC-angriber helt alene i feltet.

Indskiftningerne i anden halvleg gjorde ikke meget for NFC, der bare ikke kunne diske op med den sidste aflevering, som Gehrt sædvanligvis er en pålidelig kilde til.

Kampens næste mål blev også scoret af gæsterne, denne gang ved Marcus Lindberg, der bankede den ind udenfor feltet forbi en chanceløs Jannich Storch.

NFC-målmanden leverede adskillige fremragende redninger i løbet af kampen, og reddede også en 3-0 ydmygelse i kampens døende minutter.

Men 2-0 endte resultatet dog i en kamp, hvor savnet til Gehrt var en smule for stort.

Nykøbing FC møder HIK i pokalen i næste kamp på udebane tirsdag 2. august kl. 18:00.